Kære Dansk Botanisk Forening

 

Interessen for at være med i friluftspolitiske netværk har været helt overvældende. Vi har modtaget over 250 ønsker om en plads i et netværk. Tusind tak for den opbakning!

 

Ud fra de mange ønsker har Naturstyrelsen nu fordelt de lidt over 100 pladser, der er i netværkene. Se resultatet her:

 

http://www.naturstyrelsen.dk/NR/rdonlyres/8960D6CA-FAE6-4018-92BC-B319AC2B7E81/153617/Netvrksoversigt.pdf

 

Idéstorm er der altid

Til de, som desværre ikke kom med i et netværk, er der heldigvis ”Idéstorm”. Her kan alle helt frem til september komme med idéer til, hvordan vi skaber velfærd eller arbejdspladser med friluftslivet som ramme. Alt, hvad der kommer ind på Idéstorm, vil Naturstyrelsen sørge for, bliver lagt på netværkenes arbejdsbord. På Idéstorm er der allerede kommet over 160 gode forslag fra hele landet:

 

http://idestorm.naturstyrelsen.dk/friluftspolitik

 

Netværkene skal nu i gang

Første arbejdsdag for netværkene er i begyndelsen af april, hvor de mødes til et fælles ”Fremtidsværksted”. Formålet med dagen er både at få inspiration til den idéudviklingsproces, som hvert enkelt netværk skal arbejde med de næste seks måneder, og at hvert netværk holder sit første egentlige møde. Efter Fremtidsværkstedet skal de enkelte netværk mødes tre til fem gange frem til september 2013.

 

Netværkenes medlemmer vil i løbet af kort tid få en mail fra Naturstyrelsen med yderligere information om sted og program for Fremtidsværkstedet.

 

Det skal netværkene arbejde med

På netværkenes møder hen over det næste halve år skal medlemmerne indsamle og sammen udvikle idéer og forslag til nye initiativer og projekter på friluftsområdet. Disse skal være med til at virkeliggøre og understøtte de friluftspolitiske pejlemærker – og bidrage til grøn omstilling og grøn velfærd. Initiativer og projekter skal udvikles på baggrund af såvel medlemmernes egne idéer, initiativer og projektforslag som de konkrete forslag, der løbende kommer ind på ”Idéstorm”.

 

Et samlet idékatalog til efteråret

Til august mødes de enkelte netværk for sidste gang og sammenskriver de gode idéer og forslag, de er kommet frem til. Det hele offentliggøres så i efteråret 2013 i et samlet friluftspolitisk idékatalog.

 

Jeg glæder mig utrolig meget til at følge netværkenes arbejde. Og endnu engang tusind tak for den store opbakning.

 

Med venlig hilsen

Ida Auken
Miljøminister

 

 

Børsgade 4
DK - 1215 København K
www.mim.dk