Kære Dansk Botanisk
Forening
Vi håber, at I er kommet rigtig godt ind i det nye år.
Som I ved, havde vi i november 2012 en stor kick-off workshop om friluftsliv,
hvor mere end 350 ildsjæle diskuterede pejlemærker til Danmarks første
nationale friluftspolitik.
Det var en forrygende dag med gode diskussioner, hvor vi i
Naturstyrelsen fik mange spændende forslag med hjem. Stort tak for det.
Arbejdet med de friluftspolitiske pejlemærker er stadig i fuld gang. De vil
være stærkt inspireret af de mange input, der kom på workshoppen.
Når pejlemærkerne er på plads, vil alle 700 organisationer
og personer, der var inviteret med til workshoppen, blive tilbudt at lægge
billet ind på de kommende netværk. Der bliver et netværk for hvert pejlemærke
med 12 medlemmer. De skal over det næste halve år finde frem til initiativer og
projekter, der kan sætte turbo på pejlemærkerne, så den nye friluftspolitik
hurtigt bliver til virkelighed. Især skal netværkene have fokus på ideer, hvor
friluftslivet og brugen af naturen kan være med til at skabe grøn velfærd og
grøn omstilling.
Vi håber, at rigtig mange har tid og lyst til at være med i netværkene, men med
maksimalt 10 netværk med 12 pladser er det nok ikke alle, der kan få opfyldt et
ønske om at være med i et netværk. På den kommende hjemmeside
"Idéstorm" vil alle i hele landet til gengæld kunne komme med ideer
og input på friluftsområdet til miljøministeren og til netværkenes arbejde.
Det næste, der vil ske, er, at miljøminister Ida Auken offentliggør de 5 til 10 friluftspolitiske pejlemærker. Samtidig får I en mail om, hvordan I eventuelt kan blive en del af et netværk.
Vi glæder os til at se, hvor mange kreative og iderige forslag, vi i 2013 sammen kan udvikle på friluftsområdet.
Med venlig hilsen – og god weekend
Chefkonsulent
Arealdrift, friluftsliv og partnerskaber
Dir tlf.: (+45) 72 54 21 01
Mobil: (+45) 25 62 78 31
uls@nst.dk

Haraldsgade 53
DK - 2100 København Ø
Tlf.: (+45) 72 54 30 00
www.naturstyrelsen.dk